Her på siden finder du de vigtigste hovedtal og resultater fra kortlægningen af folkekirkens klimaaftryk og biodiversiteten på kirkegårdene. For mere viden anbefaler vi at du læser pixi-rapporten, hvor vi har komprimeret de vigtigste resultater og suppleret med den vigtigste baggrundsviden og nyttige illustrationer. Du kan også dykke ned i baggrundsrapporten for fyldestgørende viden om metoder og detaljerede resultater. God fornøjelse.
Én ting er tal, regnskaber og målsætninger. En anden er handling. Hvilke handlinger og initiativer vil kunne føre til en samlet reduktion på 70 % i 2030?
Udfasning af fossile brændsler er vejen til hele 62 % af den nødvendige reduktion for at nå et 70 %-klimamål. El og fjernvarme er gode alternativer til langt de fleste formål, hvor der i dag bruges fossile brændsler
Til opvarmning er fjernvarme en god løsning – når den er tilgængelig. Alternativt kan varmepumper være løsningen. Begge teknologier vil reducere CO2-udledningen væsentligt.
> Læs mere om udskiftning af varmekilder
Spørgeskemaundersøgelsen viste, at der ikke alene er en stor og meget varieret maskinpark fordelt på landets kirkegårde. Besvarelsen viste også, at mange typer af materiel og udstyr drives med benzin, diesel og LPG-gas. Nogle typer af udstyr kan udskiftes til el-drift som en del af den løbende udskiftning ifm. alder og slitage. Andre typer af udstyr, fx rendegravere og havetraktorer, kræver en større investering, som skal ses ift. brugsomfang og den potentielle CO2-reduktion.
En sidegevinst ved overgang til eldrevne værktøjer er et lavere støjniveau, som kommer både medarbejdere, besøgende og naboer til gavn.
En god huskeregel er, at alt der koster penge, udleder CO2. Det gælder også istandsættelse af bygninger, køb af materialer og inventar, udvendigt vedligehold etc. Hvor CO2-udledningen fra energiforbruget kaldes scope 1- og 2-udledninger, kaldes CO2-udledningen fra alle andre typer forbrug for scope 3-udledninger.
I 2022 var folkekirkens scope 3-udledninger 212.000 ton CO2. Det er 5 gange større end CO2-udledningen fra scope 1 og 2 tilsammen.
På dashboardet, det digitale klimaoverblik, kan du finde dit eget sogn og en beregning af, hvilke poster i jeres regnskab, der udleder mest CO2.
Uanset om indkøb handler om hårde hvidevarer, bygningsrenovering eller mødeforplejning, er det altid relevant at overveje
om forbruget er nødvendigt,
om genbrug er muligt,
og om andre løsninger belaster klimaet mindre.
Vil du gerne med endnu længere ind i maskinrummet, er du velkommen til at dykke ned i pixirapporten med en opsummering af resultater og anbefalinger eller den fulde rapport med alt om metoderne og resultaterne.