Arbejdet understøtter de lokale menighedsråds indsatser for grøn omstilling med vejledning, vidensdeling og landsdækkende initiativer inden for følgende fokusområder: Jorder, energi, affald, transport og indkøb samt inspiration og samskabelse.
Ud fra disse fokusområder har biskopperne, Provsteforeningen, Landsforeningen af Menighedsråd og Kirkeministeriet i fællesskab formuleret en række målsætninger som grundlag for de folkekirkelige bidrag til den grønne omstilling.
Det vil især være på det lokale niveau, indsatsen for at omstille organisationen til en mere miljø- og klimavenlig folkekirke vil have stor betydning. Der er enighed om at understøtte dette arbejde og at udbrede kendskabet til de mange gode initiativer, der allerede er iværksat.
Ønsket er derfor at stille redskaber til rådighed for menighedsrådene, så de på en håndgribelig måde kan inddrage klimahensyn, energiforbrug og bæredygtighed i planlægning af ethvert nybyggeri, vedligeholdelse, renovering og daglig drift af folkekirkens bygninger og kirkegårde samt i forvaltningen af folkekirkens jorder.