Har jeres kirkegård biofaktor?
I efteråret 2023 deltog 134 af folkekirkens kirkegårde i en kortlægning af biodiversiteten på kirkegårdene ved at opmåle kirkegårdens forskellige typer arealer.
Opgørelsen har resulteret i en såkaldt biofaktor for hver enkelt kirkegård. Det er et mål for omfanget af beplantning inden for et givent område, og dermed også et udtryk for den biologiske aktivitet, området levner plads til. Helt kort sagt: Hvor grønt, et område er.
Find de deltagende kirkegårdes biofaktor på dashboardet
Kunne I tænke jer at opgøre biofaktor for jeres kirkegård eller et andet grønt areal? Så kan I nemt komme i gang.
Biofaktor
Biofaktoren beregnes ud fra en opmåling af kirkegårdsarealet.
Opmålingerne angives i hele kvadratmeter (m2). Jo mere præcise opmålingerne er, jo bedre vil I kunne se og måle effekten af de tiltag, I planlægger og gennemfører.
Men præcision tager også tid. Vi opfordrer til, at I opmåler og angiver kirkegårdsarealet i runde tal - fx 300 m2 kirkegårdssten, 200 m2 klippet græs etc.
Husk at sammenligne totalen med det samlede kirkegårdsareal for at se, om I har fået det hele med.
Herunder kan I finde forskellige hjælpematerialer. F.eks. en vejledning til opmåling af arealer og i brug af biofaktor-værktøjet.
På folkekirkens GIS-kort kan I finde jeres kirkegård og printe et oversigtskort, der kan være en god hjælp til opmålingen. Når opmålingen er slut, skal I indtaste svarene i regnearket, som automatisk beregner en biofaktor.
Biodiversitet
- En kortlægning af biofaktor kan bruges til flere formål. Først og fremmest er biofaktoren et mål for, hvor meget biologisk potentiale, kirkegården/arealet rummer. Hvis der f.eks. laves opgørelser hvert andet år, kan I bruge det som et værktøj til at måle effekten af de tiltag, der er gjort.
- Biofaktoren kan ikke stå alene. Konkrete tiltag for at styrke biodiversiteten kan f.eks. besluttes i samråd med eller med vejledning fra specialister i biodiversitet.
- Her på hjemmesiden har vi samlet en række guides og nyttig viden, som kan hjælpe jer videre med konkrete tiltag. Der er meget, man kan gøre, og sektionen uddybes løbende. Find det hele under Bæredygtig kirkegård