Fortsæt til hovedindholdet

Grøn energi i diskret indpakning

Case
Nyt tag med indbyggede solceller forsyner provstikontoret i Høje Taastrup med grøn energi

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk, Helsingør Stift

I Høje Taastrup har man netop indviet et nyt provstikontor, og til taget på den nye tilbygning har man valgt en grøn og meget æstetisk løsning.

”Hvis man ser taget på afstand, ligner det et skifertag, men det er faktisk solceller, der producerer strøm på samme måde, som vi kender, bare uden at ligne solceller,” fortæller provst Søren Nolsøe.

Det var fra start et stort ønske at vælge en grøn løsning, og udmeldingen til arkitekten har hele tiden været, at man i provstiet gerne vil tænke grønt.

”Vi var omkring mange muligheder – for eksempel om vi skulle have græstag. Vi fandt dog relativt hurtigt ud af, at det ikke ville gøre den store miljømæssige forskel her, da vi allerede er i et grønt område. Men det ville solceller,” fortæller Søren Nolsøe og fortsætter:

”Først og fremmest er det miljømæssigt godt, at vi producerer strømmen grønt i stedet for at skaffe den på fossil vis. Hidtil har provstikontoret og Rønnevang Kirke, der ligger ved siden af, haft hver sin elmåler, men da vi fik etablereret taget på provstikontoret, besluttede menighedsrådet samtidig, at der skal trækkes et kabel mellem bygningerne, så den strøm, der er tilovers på provstikontoret, kan blive brugt i kirken.”

Helt lavpraktisk trækker man inden længe et kabel under cykelstien mellem de to bygninger, så det bliver muligt at udnytte den nye løsning optimalt. Og det glæder Søren Nolsøe:

Vi har længe gerne villet være grønne, men det har ikke været muligt med solceller på kirkens tag, fordi den har kobbertag og vender forkert i forhold til solen. Ved at tænke vores grønne ønske ind fra start, har vi nu fået en æstetisk flot løsning, der samtidig løser den udfordring, vi ikke før har kunnet løse.

Søren Nolsøe, provst i Høje Taastrup
læs mere

Solartag: Om løsningen

  • Solcelleanlægget er et solartag, dvs. at udgangspunktet ikke – som et ved et traditionelt solcelleanlæg – er, hvor stort anlæg man ønsker, men at det skal dække hele taget. 
     
  • De enkelte tagplader fås både som aktive (med solceller) og passive plader (magen til de andre, men uden solceller i). De passive plader bruges fx i enderne, hvor der er behov for at save pladerne til. De passive plader kan også anvendes som en del af selve tagfladen – dvs. man kan have et mix af aktive og passive plader, for på den måde at spare på anlægsudgiften. 
     
  • Menighedsrådet, som er bygherre, prioriterede at udnytte hele den kapacitet, som tagfladen gav mulighed for.
     
  • Et skøn på den forventede årlige produktion ligger på omkring 12.000 kWh, eller hvad der svarer til en værdi på ca. 25.000 kr.
     
  • Overskydende strøm overføres til Rønnevang Kirke, som er en moderne kirkebygning med konfirmandstuer, menighedssal m.v. med deraf følgende elforbrug til varmepumper, industriopvaskemaskiner og -kaffemaskiner, befugtningsanlæg til orgel foruden lys og pc’er på kontorerne. Det gør det oplagt også økonomisk at kunne udnytte overskudsstrømmen her.
Solcelletaget på det nye provstikontor i Høje Taastrup er leveret af Solartag. Foto: Søren Nolsøe