Denne tirsdag aften troppede 120 personer fra Fyens Stift op i sognegården i Paarup til en spændende temaaften om grøn omstilling – klar til at lytte, lade sig inspirere og dele ud af de gode idéer.
I løbet af aftenen delte flere oplægsholdere inspirerende budskaber. Projektleder Jesper Rønn Kristiansen gav et indblik i det store arbejde, der allerede er i gang med Folkekirkens Grønne Omstilling. Biolog Morten D.D. Hansen kom med sine bedste idéer til, hvordan vi kan beskytte biodiversiteten – blandt andet ved at lade græsset gro, slå det i forskellige højder og give svalerne plads i garagen, for de er trods alt fløjet hele vejen fra Sydafrika, krydset Sahara og taget en tur i højder i Alperne, for at bygge rede hos lige netop os.
Tidligere kirkegårdsleder Anders Beck Larsen og provst Keld Balmer Hansen, sidstnævnte også en del af netværket Grøn Kirke, delte ud af deres gode erfaringer inden for deres respektive områder. Derudover præsenterede Folkekirkens varme-, energi- og klimakonsulent Poul Klenz Larsen en række konkrete tiltag, som forskellige kirker rundt om i landet allerede har implementeret. Alt sammen til stor begejstring fra aftenens deltagere.
Aften startede og sluttede med biskop Mads Davidsen. Fyens Stift skal og vil være en del af den grønne omstilling, og derfor var biskoppen også begejstret for at se så mange af stiftes ansatte og frivillige.
Undervejs blev der også plads til en workshop, og med afsæt i inspirationskataloget fra Folkekirkens Grønne Omstilling gik snakken lystigt ved bordene, hvor der blev udvekslet idéer og givet værdifulde råd, så der var lidt at arbejde videre med ude i de lokale menighedsråd.
Alt i alt en begivenhedsrig aften, og alle deltagere giv derfra med ny og brugbar viden om den grønne omstilling. Vi siger TAK for en fantastisk aften.
Du finder materialer fra aftenen herunder