Naturlige åndehuller

Af Anne Dorte Nørby, Folkekirkens Grønne Omstilling 

- Kongstanken er, at vi i folkekirken har mange kirkegårde, der ligger forholdsvist tæt på hinanden. Som et finmasket net, der spreder sig over hele landet. På den måde fungerer kirkegårdene som små oaser i ørkenen, hvor naturen kan få lidt hvile og udvikle sig, lyder det fra Jesper Rønn Kristiansen, der er projektleder i Folkekirkens Grønne Omstilling. 

Han glæder sig over de gravere og kirkegårdsledere, der allerede øger de tiltag på kirkegårdene, som implementerer flere naturlige zoner i kirkegårdsdriften. Det er godt for biodiversiteten. Lokalt set og i det store billede. 

- Jeg ved, at det er vigtigt at bevare den æstetiske og kulturelle drift af kirkegården. Men det ene behøver ikke udelukke det andet. Alt behøver ikke være vild natur, men man kan vælge nogle hjørner eller randzoner – hvor man lader nogle mere naturlige mekanismer råde end det, der er kulturelt betinget. Det kan gå hånd i hånd og det gør faktisk en forskel. 

I samspil med kirkens jord
Selv om mange kirkegårde allerede er godt i gang med de grønne initiativer, så er kirkegårdenes arealanvendelse ikke er det eneste sted, hvor folkekirken har mulighed for at skrue op for en mere bæredygtig anvendelse af naturen. 

For med 8500 ha jord er folkekirken samlet set Danmarks 3. største jordbesidder. Og begynder man at tænke i mere miljørigtige baner for brugen af kirkens landbrugsjord i samspil med kirkegårdene, så skaber det helt nye muligheder.  

- Der er ikke længere mellem kirkegårdene i Danmark, end at når vi får udbygget og lavet de her potentielle bio-refugier, så er der spredningsmuligheder. Det er der ingen tvivl om. Og når vi sammenholder det med resten af folkekirkens jordindsats, så er der et kæmpe potentiale, for at vi kan få bygget kirkegårdsområder og nogle af de jordområder sammen, som i dag er forpagtet ud til konventionel landbrugsdrift, forklarer Jesper Rønn Kristiansen. 

En større proces
Netop af den grund arbejder Folkekirkens Grønne Omstilling på at få kortlagt alle folkekirkens jorde, så de enkelte menighedsråd fremover nemmere kan træffe en beslutning, når de skal forvalte jorden. 

For hvad kan og må man? Og hvad er det bedste for naturen i forhold til de fremtidige anvendelsesmuligheder?  
Det er en større proces, som vi i folkekirken kommer til at arbejde med over de kommende år. 

- her på den korte bane er det vigtigt at slå fast, at selv mindre lokale indsatser på kirkegårdene, der øger den naturlige arealanvendelse er med til at gøre en forskel for biodiversiteten.