Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder 2023
Nyheder

Nogle gange gør småbitte greb forskellen

Odder Provsti har i 2011, 2017 og 2023 fået udarbejdet energirapporter for alle provstiets kirker, sognegårde, graverbygninger og lignende. I rapporterne er energiforbrug, opvarmningsformer og indeklima beskrevet, og der er angivet forslag til optimering. Det har hjulpet provstiet til at skære hele 65 % af CO2-udledningen på energiforbruget.

Af Tove Stausholm Krogsgaard

Rapporter er sjældent meget værd, hvis ikke de følges op med handling. Menighedsrådene i Odder Provsti har da også taget rapporterne til sig og fulgt mange af de gode forslag. Og det har givet pote. En ret stor pote, hvis man kan sige det sådan. 

 "Med den seneste rapport kan vi konkludere, at vi siden 2011 har reduceret CO2-udledningen fra energiforbruget i kirkerne og de øvrige bygninger til opvarmning, lys og andet med 65 %" siger provst Dorte Sørensen, som uddyber, at det gode resultat er opnået ved en bred indsats: Ændring fra oliefyr til fjernvarme eller elvarme, om muligt med jordvarme eller varmepumpe. Reducering af grundtemperaturen i kirkerne og opvarmningstiden i forbindelse med den lejlighedsvise anvendelse af kirkerne. Der er opsat forsatsvinduer, indkøbt LED-pærer og så videre.

 "Vi er klar over, at den grønne omstilling handler om mere end energiforbruget til opvarmning og belysning, men de små delsejre fortjener at blive fejret".

Men hvordan får man egentlig menighedsråd og medarbejdere i et helt provstis sogne med på sådan en idé, når der nu også er så meget andet, de også skal?

 

Den økonomiske kalkule og de små greb

Hvad var jeres forventninger, da I gik i gang med energigennemgang af kirkerne tilbage i 2011?

"Dengang handlede det først og fremmest om økonomi og bedre indeklima. Det grønne var ikke motivation eller hovedformålet; drivet for os og menighedsrådene var den økonomiske kalkule".

Hvordan har I mærket de mange tiltag på energiområdet økonomisk?

”Især på driftsbudgettet er der en rigtig god gevinst, som kan mærkes ude hos menighedsrådene. Men på anlægsbudgettet er det jo nogle tunge poster, når der udskiftes varmekilder. Det er dyrt. Så her handler det også om, at når man alligevel skal i gang med at sætte i stand og lave ændringer, så giver det ekstra meget mening at tænke grønt”.

Og udskiftning af varmekilder er en meget tung post, men til gengæld høstes der også mange tons CO2 på den lange bane. Størst har besparelsen været i Saksild Kirke, hvor et oliefyr er skiftet ud til fordel for en fjernvarmeløsning.

I Odder Kirke var det fjernvarme-opvarmede kalorifereanlæg underdimensioneret. El-radiatorerne i kirken blev derfor den primære opvarmningskilde. ”Men bare ved at udskifte blæseren og rette i opsætningen af kalorifereanlægget blev der sparet 70.000 kr. og en masse CO2. Det viser virkelig, at det nogle gange er småbitte greb der skal til for at gøre en forskel".

 

Motivation er et nøgleord

Hvad har I især haft fokus på i processen?

"Jeg vil starte med at sige, at motivation er et nøgleord. Det har været en proces med rigtig mange led, som også har handlet om selvforståelse og kompetenceudvikling hos medarbejdere. I årene efter den første energirapport fra 2011 var det for mange af medarbejderne et skridt ind i en ny verden, når der blev implementeret smart varmestyring. Det medførte et kompetenceløft og sparede tid, når graveren pludselig kunne sidde inde eller endda hjemme og styre varmen i kirken for den næste uge derfra. Det aspekt var rigtig motiverende for mange medarbejdere. For menighedsrådene handlede det om en stor økonomisk motivation. Ud over at spare penge på driftsbudgettet, så sparer det dem også for en del bøvl, fordi styringen af det hele generelt er mere effektiv".

Hvad så nu – er det tid til at hvile lidt på laurbærrene?

"Nej, bestemt ikke. Vi er i fuld gang og har stort fokus på grønne tiltag. Der er mange andre initiativer i gang også. Konkret er der et par marker, hvor vi undersøger mulighederne for at rejse skov, og på kirkegården i Odder er der lavet demogravsteder med hjemmehørende blomster på for at vise et alternativ til de traditionelle gravsteder. 

Vi prøver hele tiden at holde spørgsmålet kørende. Men den grønne omstilling er også en kulturændring af format. Der er et dilemma, hvor kulturarv og grøn omstilling står overfor hinanden. I mange år har vi drevet kirkegården meget rationelt og sort; slået græs, klippet hæk, fjernet al ukrudt. Nu skal vi have mere biodiversitet - men på den pæne måde - og samtidigt skal medarbejdertimerne holdes nede. Så der er altid nok at tage fat på af nye bæredygtige initiativer, også i forhold til arbejdet med vores kultur, præferencer og vaner". 

Har I gjort jer nogle erfaringer, som du vil give videre til andre provstier og sogne?

”Man kan sige, at vi er jo ikke de eneste, der har arbejdet med de her tiltag. Mange har gjort det samme, og selv blev vi inspireret til indsatsen af Syddjurs Provsti. For os var det vigtigt at have dokumentation for effekten af ændringerne, så det blev målbart.”

”Og så har det gjort en stor forskel i sognene, at det ikke var generelle råd, vi tog udgangspunkt i, men individuelle data og anbefalinger til hvert enkelt sogn. Det giver en helt anden slags håndfaste, konkrete råd, når det drejer sig om specifikke bygninger. Det er råd, som er til at gå til” understreger Dorte og afslutter:

”Hovedbudskabet må være, at en ellers kedelig indsats virkelig kan bære frugt, og at det er rigtig vigtigt også at arbejde med motivationen for at gøre de her ting”.

 

FAKTA

Odder Provsti har i 2011, 2017 og 2023 fået udarbejdet energirapporter for alle provstiets kirker, sognegårde, graverbygninger og lignende. 

 

Rapporterne er udarbejdet af EnergiTjenesten. I rapporterne er energiforbrug, opvarmningsformer og indeklima beskrevet, og der er angivet forslag til optimering.

 

Ved løbende at arbejde og opfølgning på rapporterne fortæller beregningerne, at provstiet har reduceret CO2-udledningen på energiforbruget med hele 65 %.