Stort naturområde på folkekirkens jord ved Jungshoved
Hjemmehørende arter og græssende kvæg skal bidrage til at genoprette naturområdet omkring Jungshoved Kirke på Sydsjælland. For første gang skal Folkekirkens arealer danne ramme om et større naturgenopretningsprojekt. Omkring Jungshoved Kirke er der i dag landbrugsjord og tilgroede arealer, men det vil lokale menighedsråd sammen med WWF Verdensnaturfonden ændre på.
Pressemeddelelse WWF
Foto: Jonas Lysholdt Ejderskov
For første gang skal Folkekirkens arealer danne ramme om et større naturgenopretningsprojekt. Omkring Jungshoved Kirke er der i dag landbrugsjord og tilgroede arealer, men det vil lokale menighedsråd sammen med WWF Verdensnaturfonden ændre på.
I fremtiden skal 11 hektar være vild natur, vådområder skal genetableres, og kvæg skal græsse på området. Formålet med projektet er at skabe bedre betingelser for biodiversiteten og levesteder for en række fuglearter og insekter.
”Området omkring Jungshoved Kirke er oplagt til naturgenopretning og -beskyttelse. Derfor er vi enormt glade for, at vi sammen med menighedsrådet kan omdanne kirkens arealer til et fantastisk naturområde, der både vil være en tiltrængt oase for nogle af vores mange sårbare danske arter og for lokale borgere,” siger Jacob Fjalland, miljøfaglig direktør i WWF Verdensnaturfonden.
Jungshoved Kirke med sin smukke lokalitet og udsigt over vandet er både udpeget som såkaldt Natura 2000-område og optaget i den grønne Michelin-guide. Det er den unikke kombination af natur og kultur, som menighedsrådet ønsker at bygge videre på.
”Ved at omdanne kirkens arealer til et åbent og urørt naturområde kan vi gavne biodiversiteten og invitere danskerne ind i et fællesskab om den kultur og natur, som vi alle sammen deler og bærer et ansvar for,” siger formand for Jungshoved menighedsråd Kirsten Thomsen.
”Ved at omdanne kirkens arealer til et åbent og urørt naturområde kan vi gavne biodiversiteten og invitere danskerne ind i et fællesskab om den kultur og natur, som vi alle sammen deler og bærer et ansvar for.
Mere natur på Folkekirkens arealer
Naturgenopretningsprojektet omkring Jungshoved Kirke viser vejen for, hvordan folkekirken kan omdanne sine arealer til natur. Med sine 11.000 hektar jord er Folkekirken landets tredjestørste jordejer, og det er derfor helt oplagt, at også kirken bidrager til mere og bedre natur i Danmark.
”Mange kirker ligger i områder med et stort potentiale for naturindsatser. Derfor er det helt oplagt at tænke Folkekirkens arealer ind i arbejdet med at forbedre biodiversiteten og skabe rekreative områder i Danmark,” siger Jacob Fjalland fra WWF Verdensnaturfonden.
Størstedelen af kirkens jorde er i dag forpagtet til lokale landmænd og dyrkes konventionelt. Det gælder også jordene omkring Jungshoved Kirke, der som et led i naturgenopretningsprojektet har taget landbrugsjord ud af drift.
”Vi håber, at vi med dette projekt kan inspirere andre menighedsråd i landet til at skabe endnu mere natur omkring kirkerne. Det vil komme både naturen og Folkekirken i sin helhed til gavn,” siger Kirsten Thomsen.
”Vi håber, at vi med dette projekt kan inspirere andre menighedsråd i landet til at skabe endnu mere natur omkring kirkerne. Det vil komme både naturen og Folkekirken i sin helhed til gavn”